Selvbiografi, som ikke er i bogform men i PDF og HTML. Den er i den sprogform som livet har været det vil sige. Kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade.

En ting står ganske klart og det er at sandheden vil jeg have frem for det fortjener både sandheden og jeg.

Når jeg skriver min bror er det altid Hans Christian og min søster er det altid Caroline Mathilde.

Handler mest om min barndom, ungdom og lidt om mit erhvervsliv.

Den 9 august 1951 fødes jeg men min mor ville have at jeg blev født 2,5 måned før og hun brugte den tid til at forsøge at få mig født. Jeg tror de ventede mig men ikke af længsel.

Jeg blev døbt den 16 september 1951. Det er en dag som ikke glemmes for år 1536 blev Clement halshugget i Viborg og hans kropsdele hængt på stager der. I 1978 blev Helle og min bror gift på denne dato.

Som lille blev der lagt stole ned ude i køkkenet på linoleum gulvet hvor der også blev sat potter. Vi blev bundet mellem benene på stolene om morgen til middag og igen efter middag til aften for at vi kunne blive rene i fortid, så kunne mor også arbejde ude i marken.

Hvor menneskelig det var ved jeg nu ikke.

Min faster Emma blev født 1907 på Ledetgaard. Det var en meget vanskelig og dramatisk fødsel som varede over 3 dage. Lægen var mange gange henne at sove for han var meget beruset. Emma er født med engelsk syge. Der var ikke en normal knogle i hendes krop og derfor var fødslen kompliceret. Det var vanskeligt at føde et barn med så bløde knogler. For at redde min farmors liv, besluttede lægen at bruge tænger, som blev sat på barnets hoved for at trække hende ud. Tængerne smuttede flere gange og Emmas hoved blev deformeret og ganen rykket af. Ingen troede at hun ville overleve. Hun var af flere omgange indlagt på Rigshospitalet og først da hun var 4 år gammel kunne hun begynde at støtte med arme og ben. Hun var 6 år inden hun kunne gå. Emma var absolut ikke evnesvag men kom ikke i skole. Det er sådant at hendes tunge bliver som hendes mund er og Emma havde ingen gane. Derfor blev hendes tunge meget stor og hun måtte skubbe tungen ud for at kunne trække vejret og det ville min farmor og farfar ikke at hun skulle drilles med i skolen. I vennekredsen var en datter som var læreruddannet men ikke havde fået job. Min farfar betalte hende for at lære Emma at læse, skrive og regne.

I min barndom boede Emma hos min farmor og farfar. Først på Ledetgaard så i Vrå til 1952 hvor min farmor døde. Derefter flyttede Emma og farfar til Hjørring, først Møllevej 38 og siden Solbakkevej 15, som farfar fik bygget.

Emma havde vi børn meget sjovt med når vi spillede ulige kortspil og ellers var sammen med hende. Et år havde jeg fået hundepropper i julegave. Min bror og jeg kom efter at vi skulle ligge to under senge bene på Emmas seng men problemet var at hun altid var den sidste som gik i seng. Da hun gjorde det sprang den ene hundeprop og hun sprang ind hvor vi sov og kunne konstatere at vi sov så hun mente ikke at det kunne være os. Hun gik så i seng igen. Efter en tid sprang den anden hundeprop så hun sagde til min mor næste morgen at der havde været nogle som rendte på taget og skød om natten. Hun lærte os håndarbejde. Emma var meget nysgerrig for alt hvad der skete på gården og det motiveret hende.

Da vi børn kom i skole blev det for meget for min søster og bror. De bad min mor om at Emma ikke kom hjem på deres fødselsdage hvor de havde klassekammerater på besøg, for ikke blive drillet i skolen. Min mor kom til mig og sagde om jeg også ville være fri for at Emma var der. Jeg sagde at Emma var en del af min familie og hun skulle være der og hvis der var nogle af mine kammerater der ikke kunne tåle det så kunne de bare gå.

Der var så mange andre farer. En gang min søster havde fødselsdag blev hendes kammerater jaget hjem eller skulle lapes sammen efter en tur oppe i vores tjørnetræer for vi havde kalkuner og de kunne ikke li nogen som ikke hørte til på gården.

Emma kom 1968 på institutionen i Vodskov efter farfar døde i 1967. Efter min farmor og farfars ønske for at hun ikke skulle være til last for familien og der var hun til sin død 1988.

Som to år gammel måtte vi børn sidde på traktoren og køre den. Vi sad fastspændt og skulle styre den for pedalerne kunne vi ikke nå. Den var i gear og kunne ikke stoppe uden at mor og far eller karlene måtte springe op på traktoren og koble ud og bremse den. Det var lidt med livet som indsats. Jeg husker at min søster var ved at køre i mergelgraven og på en meget skrå bakke kom til at køre ud over kanten og den var ved at vælte.

Der var en anden gang jeg sad på traktoren sammen med min mor og hun tabte mig og nåede at få fat i mit hår og trak mig op i håret inden baghjulene havde kørt over mig.

Da jeg var tre år gammel lå vi tre børn på sygehus i Hjørring. Min søster og jeg lå på samme stue med børnesygdomme. Min broder lå på en anden da han ikke kunne tåle modermælk. Det blev også noget af en oplevelse for der lå en dreng der var 5 til 6 år ældre på samme stue og han sked på gulvet om natten og sagde at det var jeg som gjorde det. Jeg blev derfor lagt i spændetrøje med bælte så jeg lå fastspændt. Det klagede min søster over for mine forældre som klagede til sygeplejerskerne. De afviste klagen for han havde sagt at det var jeg for han havde set det og det troede de på. Han var ikke godt begavet for han gjorde det stadig så sygeplejerskerne måtte flytte ham til en anden stue og jeg blev fri igen.

Der hjemme blev min søster og broder altid pussenusset af vores forældre og jeg søgte min kærlighed ude i naturen og hos dyrene som jeg hjalp til med.

Vi børn fik altid at vide, når der kom et fly over huset var det vor herre som var ude at lede efter dårlige mennesker og børn som bande. En dag vi sad og spidste kom der et fly og jeg sagde til min broder at han ikke måtte bande. Han svarede mæ a' bander dælme sata sgu aldrig.

Min mor har altid truet mig med at hvis jeg ikke spiste op så ringede hun efter salatfad, altså politibiler som kommer efter folk som skal i fængsel, for at komme og hente mig. En dag gik det galt da jeg ringte til centralen for at de skulle sende 15 salatfad til mor for nu skulle hun væk. Næste gang min mor brugte telefonen sagde centraldamen til hende hvad hun havde gjort mig for jeg havde ringet efter 15 salatfad som skulle hente hende.

Landbetjenten kom tit forbi og fik kaffe for der var problemer med en nabo som plagede egnen. En dag han kom krøb jeg under bordet for jeg var bange for ham. Når han sagde noget lå jeg og sagde hold kæft hold kæft. Han sagde pludseligt, hvad er det Jens ligger og siger under bordet ? Sådant går det når man truer børn.

Jeg var meget opfindsom selv fra jeg var lille. En dag skulle vi have en del grise bedækket og ornen var ude. Jeg løb ind efter min mor for jeg syntes det var tiden hvis hun også skulle bedækkes for de havde så tit talt om at de ville have flere børn og det kunne ikke lykkes for dem. Jeg er ikke sikker på at de syntes at det var sjovt når man så på deres ansigter.

Når jeg var fire år blev jeg opereret for brok. Da jeg kom hjem fra sygehuset ville min mor fejre det med at hun havde lavet is i nogle aluminiums krukke og sat ud i sneen i haven. Det viste min bror og jeg ikke noget om og da mine forældre skulle sove til middag skulle vi børn lege ude så de kunne sove. Kærligheden rækte ikke til at være sammen med os i stedet for at sove men pludseligt fik hun travlt for hun kunne ikke høre os. Vi havde fundet krukkerne i sneen og taget dem med ind i stalden til hunden. Den spiste med veldigt begær isen. Da mor så det blev vi gemt i seng til næste dag, kald det kærlighed. Mor og far kunne også bare have sagt at vi ikke måtte lege i haven eller ladet være med at sove til middag den ene dag. Så meget elskede de os ikke. Efter jeg var kommet hjem fra sygehuset skulle min læge tilse mig og tage mine sting men sygehuset havde taget dem i sidste øjeblik, så der var ikke nogen. Min læge blev ved at lede efter sting og det gjorde meget ondt så jeg kunne ikke ligge stille. Han blev så gal at han trykkede saksen ind i mit lår så nu måtte han til at sy nye sting. Min far blev meget gal på ham. Jeg kunne se på ham at det var lige før han stak lægen en lussing. Men de nye sting skulle jeg nok selv tage væk og ikke min læge.

Vi havde altid som barn en hund og det var en tysk korthåret hønsehund. Det var dejlig rolig jagt hund. Den gang var hunden ude både dag og nat, så når den kom i løbetid skulle man passe godt på den, for ellers kom der fremme han hunde og det skete også her så vi fik hundehvalpe. Jeg husker ikke hvor mange men der blev en tilbage som vi børn fik. En dag skulle dens mor aflives for den havde taget gift til solsorterne for vi havde stor frugthave. Den miste alt hår på skindet og kunne ikke gå så den var døende.

Vores hundehvalp havde det godt. En dag kunne vi ikke finde den mere så vi ledte over alt og til sidst fandt vi den den liggende oppe i grøften ved landevejen. Min mor og far påstod at den var blevet kørt over men det kunne jeg som fireårig ikke få til at passe for der var ingen ar eller kvæstelser på den. Når man kørte med hånden hen over kroppen kunne jeg mærke bly hagl så jeg hentede en lille kniv og pillede nogle hagl ud af dens krop og så tog vi tre børn den med hjem for den skulle ikke ligge og rådne op i grøften. Da jeg konfronterede mor og far om haglene og vissede dem det måtte de erkende at far havde skudt den om aften efter vi var kommet i seng. Mælke kusken havde taget den med til landevejen og smidt den i grøften så det skulle se ud som den var blevet kørt over. Så nu måtte far til at begrave den i haven medens vi børn så på. Det passede ham nok ikke rigtigt men det koster at dumme sig.

Min mor havde den opfattelse at vi børn altid skulle lave noget og ikke mindst om aftenen hvor vi ikke kunne være ude. Jeg har lært at sy, stoppe, strikke, hækle, så galt korsting og stoftryk. Vi syede også mange rya tæpper, puder og stoftryk for firmaer i Hjørring til videresalg. Mors mentalitet var, der skulle virkeligt arbejdes (arbejde gør fri).

Vi havde en stor sort tyr der altid gik i engen og græssede. En lørdag formiddag ringede naboen fra bakken for at sige at tyren var brudt ud. Karlen holdt nede i marken med et spand heste med redskab bagefter. Karlen løb rundt om heste og redskab med tyren i hælen og naboen var bange for at det nok var karlen som først blev træt. Pludseligt kom der 20 til 30 mænd fra nær og fjern for at fange tyren. Som jeg beskriver fandtes der mange ubegavede mennesker den gang også. Min bror og jeg skulle gå ud i kostalden og åbne døren så tyren kunne komme ind. Det varede længe og der skedte ikke noget så jeg sagde til min bror at jeg syntes vi skulle gå ned til de mange. Min bror svarede at vi bliver slået ihjel. Jeg sagde at det ikke kunne ske før i aften og ikke medens der var så mange mennesker. Vi kom der ned og der blev et stort råben på at vi skulle forsvinde. Det var jeg ikke med på. Jeg blev også gal og sagde at de alle skulle tømme deres underbukser for alle deres forspiste madpakker og lade os komme til. Det tog megen tid for de var ikke meget kvikke og stod der med et langt reb i tyrens næsering og kom ikke nogen vej. Det så helt håbløs ud. Jeg gik til tyren og klappe den og kramme den som jeg var vandt til at gøre så de måtte give sig og tage rebet væk fra tyren. Der stod jeg med venstre hånd i tyrens ring og min broder i højre hånd. Jeg var gal og sagde at de kunne sætte sig på en lang række og stadig væk tømme deres underbukser som på Russisk toiletter. Så sagde jeg til tyren, kom så går vi hjem. Den fulgte roligt med min broder og jeg hjem i stalden hvor vi bandt den der hvor den plejede at stå. Vi var meget spændt på hvem af os tre der kom til slagtning næste dag men det blev tyren. Vi vente på en skideballe eller i bedste fald en tak for vores indsats men der skete ikke noget.

Om morgen i min barndom var jeg altid oppe kl. 04:00 for at hjælpe med dyrene og fodring medens de blev malket. Det gik galt en morgen da der lå en kat som var meget syg så jeg ville trøste den men den bed mig meget for den var ved at dø af rottegift. Jeg måtte til lægen i en hast for at blive behandlet mod rottegift og fik hesteserum mod stivkrampe og lægen beholdt mig meget længe inden vi kunne komme hjem. Da vi kom hjem blev jeg helt blå i hoved og kunne ikke trække været, så lægen kom med rasende fart og gav mig noget for at neutralisere hesteserum for det er ikke alle som kan tåle det. Han sagde nu at det var derfor han beholdt mig så længe.

Jeg havde også kæledyr i min seng som barn. Der var frøer, orme, larver og meget andet som muse unger der kravlede i mine halv foldede hænder når jeg sov. Meget hyggeligt efter min mening men en dag blev min bror syg og da tog mor og far musene fra mig og gav katten dem. Da blev jeg meget vred. Da lægen kom sagde han til dem at de skulle bare lade mig have mine mus i fred for muse unger og ung mus var sygdomsfrie og det havde ikke noget med min brors sygdom at gøre.

Min søster stak af hjemmefra og jeg skulle med bag i bilen efter hende. Da far fik fat i hende fik hun så mange spark og slag og det tog på ingen måde slut. Efter en tid kom de tilbage til bilen og satte hende på forsædet for at kunne forsætte med at slå. Jeg ledte i bunden af bilen efter hvad jeg kunne finde og fandt en skruetrækker til sidst og sad med den for jeg ville banke den i halsen på ham hvis han ikke stoppede. Der var kun en ting der holdt mig tilbage og det var familiens fremtid hvordan skulle den blive?

En ting var at når vi sad og spidste til aften lå hunden altid på gulvet ved siden af hvor jeg sad og vi kikkede tit til hinanden for vi vidste at det var ham eller jeg som skulle stå for bagefter ude i stalden og have med spanskrør. Det var mere normalt end ikke at det skete og når det lå i luften spiste jeg meget langsomt for at de andre kunne komme væk først. Det forsatte til jeg var i en alder af 17 til 18 år gammel. Jeg spurte ham en gang om det kostede ekstre slag at få vide hvorfor han gjorde det for så var det bare at forsætte for jeg mærkede ikke noget mere. Da brød han sammen og så kunne vi begge stå og græde sammen. Han sagde da at det var mor som sagde at han skulle gøre det. Da sagde jeg til han at han var en stor idiot at han ikke kunne træffe sine egene afgørelser.

Jeg har en gang fanget en hun hare som jeg forsøgte at løbe op. Pludseligt smed jeg mig ned på marken og spillede død. Da kom haren tilbage for at se hvad der var sket, helt tæt på mig, så jeg kunne fange den. Så kom den med hjem til kaninerne og fik unger flere gange men den var bange for ungerne for de havde igen hår på kroppen men min dyrlæge og jeg var enige om at det var kun en over gang. Min mor kom til at sende haren med nogle kaniner til slagtning.

Jeg kom ca. 1,5 år for tidligt i skole for jeg ville gerne følge min søster. Det var en gammel skole det man kaldte en stråtækt skole med et stort klasseværelse med 3 klasser samlet. Jeg var da væk hjemmefra. Der var også et minus for mig da jeg er venstrehåndet og det gik ikke den gang man skulle skrive med højre.

På landet havde man folk fæstet for et år af gangen, fra november til november næste år.

Vi havde Willy, min fætter han var super god, det var gode tider for mig. Efter ham kom hans lillebror Henning og han var noget djævelskab må jeg nok sige. Da jeg var 6 år gammel blev jeg en morgen låst inde af Henning og en anden karl, som var lige småt begavet i maskinhuset, som var sort som kul og mange rotter. Min mor og far var taget tidligt afsted i byen og havde min bror med så der var ikke nogen som opdagede noget.

Da min søster skulle i skole kunne hun ikke finde mig og gik i skole alene. Jeg kunne råbe og skrige hele tiden for der var ikke nogen der kunne høre mig. Der var jeg til næste dag om aftenen. For de havde alle ledt efter mig uden resultat og havde spurgt Henning og den anden om de havde set mig men de sagde nej og at jeg var nok gået i skoven og ingen tænkte på maskinhuset for der var jo låst udefra.

Næste dag om aftenen skulle de tilfældigt ind i maskinhuset efter noget og det var tilfældigt for der kunne nemt gå 3 uger i mellem man kom der.

Jeg havde råbt og skreget så meget medens jeg var låst inde at jeg mistede min stemme totalt.

Efter denne traumatiske oplevelse måtte jeg til psykolog og talepædagog i Aalborg for jeg kunne ikke sige noget i 5 måneder. Jeg kunne ikke sige at det var Henning og den anden der gjorde det.

Selv det kunne ikke foregå ordentlig. Min søster var med der ude i Aalborg sammen med mig, mor og far. Min broder blev passet et sted heldigt for ham.

I Aalborg blev min søster pludseligt væk under alt den tid det tog med mig, så mor og far måtte ud og lede efter hende og jeg var alene med psykolog og talepædagog.

Det tog mange timer med at lede efter hende både ved havnen og i byen. At gå til politiet var det sidste de ville for det følte de som et nederlag men det måtte de til sidst. Da de gav et signalement af hende kunne politiet sige til dem at de tror at det er hende som sidder i et lokale ved siden af og havde fået noget papir og nogle blyanter og sad og tegnede.

Samme år byggede vi en enorm kornsilo som også var meget dyb ned i jorden. Det gav også problemer. Mor og far skulle i byen og tog min bror og søster med. Jeg ville gerne være hos dyrene. Da jeg var alene hjemme kom Henning og den anden på at jeg skulle smides ned i det store hul men det blev ikke så nemt for dem for hunden forsvarede mig og bed dem.

De forsøgte at slå hunden ihjel med et låg til en mælkejunge som er meget tung, hunden fik mange skader.

Da mor og far kom hjem blev jeg gemt i seng og låst inde på mit værelse i 5 dage uden mad (stuearrest) for at jeg skulle have fået hunden til at bide dem. Jeg kom ikke i skole og hunden blev aflivet næste morgen. Da jeg havde været væk fra skolen i to dage spurte Knud en klassekammerat til min søster om hvorfor jeg ikke var i skole. Hun fortalte ham at jeg havde fået stuearrest i 5 dage.

Han fortalte hende at sådant var det ikke for han kom med aviser hver dag og havde overværet det hele. Da hun kom hjem og kunne fortælle det til mor og far blev jeg lukket ud om aften efter de havde spist. Henning døde meget ung og det var heldigt for ham for jeg havde gerne hjulpet ham på vej når jeg blev voksen det var ham der skulle dø og ikke hunden.

Min skolegang blev meget nem for en dag, medens min mor lavede aftensmad skulle jeg læse med min farfar. Medens jeg læste kom jeg til at sige farfar den og den kanin har fået unger med det resultat at jeg fik sådant en lussing at jeg faldt ned af stolen. Jeg så over til min mor men der blev ikke sagt noget så jeg sprang ud til dyrene og gemte mig. Efter den dag har ingen af mine skole bøger været oppe derhjemme og jeg hadede ham altid lige til sin død. Derfor har jeg været langsom til at læse og er også lidt ordblind.

Der hjemme skulle jeg og min bror altid op og muge ud under 500 grise inden vi skulle i skole og skulle i bad bagefter. Det blev ikke altid tid til for mig for min bror skulle altid først og det kunne tage lang tid.

Som jeg skrev kom jeg for tidligt i skole så da jeg skulle flytte fra Furreby skole til Løkken skole kom jeg uden min viden i anden klasse igen for at have samme alder som de andre elever.

Det var ikke sjovt at komme alene til sådan en flok aber, så jeg blev kanøflet hele tiden og måtte slås næsten i alle frikvarter. Bagefter fik jeg stå i skammekrogen med en abe. Særligt dem fra rabarber byen som man kaldte det den gang, det var sigøjner, kriminelle familier og taber. Det var dem fra Sønder gade og alt syd på i Løkken. Det var en træls tid for jeg var den eneste som kom udefra. I fjerde klasse kom de fra Vittrup. De ville at jeg skulle slås med dem. Det ville jeg ikke og så kom jeg til at slås med begge parter og i femte klasse kom de fra Børglum, så det var om igen. En dag sagde min bror til mig at jeg gjorde det fejl for dem jeg ikke kunne banke skulle jeg kratte. Dem der var hård var som regel meget svage og når de så deres eget blod så stoppede de. Jeg husker der var to som var sådant så jeg krattede dem og de løb hjem og kom ikke i skole den næste uge. Det gav ro må jeg sige.

I anden klasse var der en som hed Ole. Han blev altid kaldt bette Ole og han havde det ikke nemt i skolen. Men første gang jeg blev bekendt med familien var en aften vi kom hjem fra Vejle og kørte ned af vejen til gården. Da mødte vi Ingers og Oles mor som trak hurtigt hen over marken med tasker på cyklen fyldt med høns som hun havde stjålet fra gården. Da hun så os fik hun panik og tapte sit lommetørklæde. Min søster skyndte at samle det op og gav det til Inger næste dag i skolen og sagde til hende at hendes mor havde tabt det da hun stjal høns hos os. Nå, men Ole var faktisk en bedre kammerat end de andre aber i klassen. Ole kom også meget med hjem til os på besøg og han var god til at synge fiskerpigens sang, den kunne han perfekt. Jeg kom også med ham hjem og spidste. Det var ellers noget af en oplevelse. Tit fik vi frikadeller, brun sovs og kartofler. Jeg må lige sige at mange steder hvor jeg kommer, kan min appetit tit svigte men der gik det selv om stuen vi spiste i var det eneste rum ud over køkken, gang og toilet. I stuen sov de alle sammen i køjesenge som var plaseret ved alle væge og bordret stod i midten. Ole havde mange mindre søskende og der var mange grise som løb rundt i rummet, det var helt naturligt for dem alle. I skolen gik det galt for Ole for han kom op at skændes med førstelæren Skødsholm. Ole sagde at han ville skære ham op og trække hans tarme fem gange rundt om skolen. Han kom på institutionen i Vodskov og var der i flere år. Han opsøgte mig engang i 2006 på min arbejdsplads. Jeg må nok sige igen at han var lige så normal som alle de andre fra klassen. Hans far Viggo, kom en gang ved middagstid til gården for om han kunne købe noget benzin da jeg var lille. Det kunne han ikke sagde min far men at min far gik ind for at sove til middag.

Medens jeg gik i anden klasse for anden gang var der ikke så mange der var venlige. Under en dansk time, medens vi alle arbejde med noget, rejste jeg mig op og gik tværs gennem klassen hen til en pige og gav hende et kys på kinden. Jeg gik derefter tilbage til min plads og forsatte med mit. Vores klasse lærer var en gammel kælling som gik helt amok så jeg kom til at sidde efter når skoletiden var slut og det var i et klasseværelse som man blev låst inde i. Der sad jeg så til ved syvtiden. Jeg skulle derefter til dans sammen med min bror og søster. Da jeg kom der var jeg meget blodig for jeg måtte åbne vinduet og springe ud af klasseværelset. Der var en høj hybenhæk så jeg havnede i den og derfor det blodige over alt og tøjet havde det ikke for godt. Det gik til far kom for at hente os ved nitiden.

Da vi kom hjem og mor og far fik at vide at jeg havde sidde efter og jeg var stukket af og at det var vores læges søn der skulle passe mig. De ringte til min læge for at komme til at tale med sønnen og fik den besked at det var godt som jeg havde gjort for han havde helt glemt at jeg sad der.

Da jeg i august gik i tredje klasse fik jeg to fingere klippet af i liften, da han hævede liften på traktoren, som min bror kørte ude på marken. Den ene finger hang tilbage i et tynd skind. Vi måtte hjem for at fortælle far det.

Jeg fik at vide at jeg måtte ikke græde for det kunne mor ikke tåle. Hun led tit af migræne så jeg skulle stå ude på trappen selv om det blødte nok så meget medens han skulle skifte tøj, den gang kunne man ikke gå til læge uden at være pyntet. Vi kom til læge i Løkken og han kunne ikke gøre andet end pakke det godt ind for vi skulle til Hjørring sygehus. Vi skulle lige forbi der hjemme først for at fortælle som far sagde, skulle vi til sygehuset for en sikkerhedsskyld men jeg tror det var lige så meget for kl. var 15:00 og han skulle have sin kaffe først jeg fik stå udenfor for der ikke skulle komme blod på gulvene.

Vi kom på Hjørring sygehus og der kom vi til at vente helt til kl. 21:30 tros far flere gange sagde at nu kørte vi hjem så kunne de hente mig med ambulance. Da kom endelig turen til mig og da de åbne for at se sagde de at det kunne de ikke gøre noget ved for jeg skulle i fuld narkose. Far sagde at nu har jeg kunnet holde smerten ud så længe så de kunne bare gå i gang med at sy. De begyndte med en tang at lave huller i mine finger og de løse dele så de kunne sy det sammen så godt de kunne. Aller helst ville de amputere men far sagde at de skulle sy sammen og at jeg skulle med hjem. Det var de heller ikke enig om men det blev som han ville så vi kom hjem omkring midnat. Jeg kan bare sige den nat uden smertestillende midler var ad helvede til. Jeg overlevede men havde problemer med fingrene i to år og var nødt til i skolen at skrive med venstre hånd. Jeg fik aldrig lært at skrive pænt for jeg måtte følge med i diktat og alt andet der var ingen nåde og jeg har varigt men for altid.

En forårsdag hvor min bror og jeg skulle klippes, bibobbet hos frisøren og skulle være der medens mor og far skulle ud og tale eller ansætte en guldmed dater, som hed Ester, fra Sønder Saltum en by syd øst for Løkken som skulle være så dygtig til at passe shoppen på campingpladsen. De var så begejstre at de glemte alt om os så vi sad ved frisøren til han skulle lukke. Vi måtte med op i privaten til ud på aften. Mor og far gik der hjemme og kunne ikke forstå at vi ikke kom til spisetid og måtte lede efter os. Ud på aften kom de pludseligt efter at vi sad hos frisøren og ventede på at blive hentet.

Sommeren kom og de var så glade for Ester at der var igen grænser. Efter to ugers ansættelse spurte mor far om hvordan det gik med hende. Jo, hun kan altid få kassen til at stemme. Jeg hørte det og sagde ok. Med bedstefar blev kassen reguleret. For nå den ikke stemte tog han altid sin pung op og lade penge i til den stemte. Mor tog penge fra kassen flere dage i træk og spurte om kassen stemte og det gjorte den. Hun fortalte far hvad hun havde gjort og så ville han prøve med samme resultat. De konfronterede Ester om det og hun indrømmede at hun stjal fra kassen. Så om aften hvor hun skulle stoppe kunne hun tapetsere vores store køkkenbord til 8 personer fuldt ud med pengene som hun havde stjålet. Hun sagde at hun skulle giftes til september. Det gik ikke meget bedre for hendes forlovede, for der var indbrud i Brønderslev. Der skrev avisen at tyven havde overset et sted hvor pengene var med det resultat at der blev indbrud igen men man sad og vendte på tyven og det var ham.

Vi tre børn har altid holdt meget sammen og havde hver vores roller. De vil altid stå mig meget nær. Når vi var alene om aften kom min bror og søster altid ind og skulle sove i min seng når de blev bange.

I femte klasse gik det også galt i regning. Vi havde en meget ung lærer til regning som hed Leif Petersen, han var meget begavet. Han ville have at vi alle havde en facitliste til vores regning. Hele klassen købte sådan en til at kontrollere os selv for så slap han for at skulle bruge tid til at rette os og kunne bruge tiden til meget anden regning . Det gik godt lige til en dag var han ikke der mere. Han var blevet haste indkaldt til militæret så vi fik vores viseskole inspektør til regning. Han opdagede at jeg havde en facitliste for der var fejl i dem og jeg havde skrevet begge facit p&aering; og havde sat spørgsmål ved det som stod i facitlisten. Det var slut for mig at regne mere til vi fik en ny skoleinspektør for den anden var der ingen som ville have. Han måtte flytte til en anden skole. Den nye skoleinspektør har jeg haft rigtigt meget med at gøre (han var og er bare super) og jeg var også den første som troppede op og bød ham velkommen. Det ændrede meget på min skoletid så den blev god.

Jeg har slæbt mange lærer og elever op til ham når de blev alt for grove (langt over hvad man kan tillade sig). Vi havde for eksempel en lærer, Christian Thomsen. Han sagde en gang i klassen til en elev at der døde for få af hans slags, så jeg rejste mig op og bad ham om at gentage sine ord og det gjorte han så. Jeg tog fat i ham og sagde så går vi op til inspektøren, det kunne hænde at sekretæren sagde at han var optaget men det var jeg ligeglad med så jeg bankede på hans dør og fik at vide kom ind. Der berettede jeg at jeg havde den og den med og det var vedrørende sådant og sådant så nu ville jeg gå og håbe at han ville tage over.

Der var en aften vi tre børn var alene hjemme med min mor og der stormede helt vildt. Der var en dør med jernbeslag der ikke var lukket så den stod og smækkede så det lød forfærdelig. De blev bange alle uden mig for jeg var faldet i søvn i mit nattøj. Det gik åbenbart ikke for min bror. De kom efter at de kunne vække mig for så kunne jeg stå ude på trappen med fars haglgevær for at holde ubudne væk. Han var altid så klog når det ikke var ham der skulle stå der og fryse til lang ud på aften til far kom hjem.

Vi fik et år en tyrekalv af kødrasen i julegave. Det var vi meget glad for så vi kunne passe den og fede den op til slagtning. Der blev problemer for vi ville have pengene for den men far syntes at det var for meget men mor bakkede os op så vi købte et pony hoppeføl i England som blev sendt hjem til os. Den lege vi meget med selv op på høloftet i halmen. Den blev stor og vi red meget på den og den var aldrig bundet gik altid løs. Den kunne høre når skolebussen stoppede oppe på landevejen for så kom den altid løben os i møde. Den var også den første som mødte op på trappen når mor slog med den store bronze klokke som kunne høres over alt i marken som betød at der var kaffe for så fik den rugbrød.

Vi havde et efterår en kvie som ikke ville i stald. Kvien løb væk og kunne ikke fanges og levede vildt i 1,5 år, mest i skoven. En dag jeg var ude at ride på pony hesten opdagede jeg at kvien gik og græsse. Jeg red hjem efter to lange reb som jeg bandt til sadlen på hesten og en løkke i den anden ende på det længste reb. Red ned til kvien ganske langsomt og nærmede den stille og roligt. Jeg lå helt ned over manken på hesten for den ikke skulle opdage mig og det gik fint. Jeg fik lagt løkken om halsen på den. Da den opdage det var det forsendt. Den kunne ikke stikke af. Jeg steg af hesten og fik lagt en grime på den så den var nemmere at trække hjem til stalden. Da jeg kom hjem til stalden fik jeg døren åbnet så jeg kunne ride derind med den bagefter og fik den bundet så den kunne gå til slagtning dagen efter. Jeg gik ind og fortalte det til min mor og far. Der var ikke nogen respons det bruger man åben bart ikke. Igen tak.

Jeg fik en gang en ræveunge som var sat ud af en rævegrav af en som hed Willy fra Frederikshavn. Der havde arbejdet hos os. Der havde været to men den anden var skadet da gravhunden havde sat dem ud men den jeg fik var kun en uge gammel. Den kan man gøre helt tam og det blev den også for den løb løs som en hund ved os hele tiden og sov i min seng. Min bror og jeg var også i radio og fjernsyn med den. Jeg havde også to andre ræve men de var ældre og dem kan man ikke tæmme. Om sommeren havde vi en gris som var meget syg og ikke kunne redes så jeg skulle skyde den så rævene kunne få den at spise. Jeg havde samtidig på campingpladsen en dansk kriminalbetjent og en svensk kriminalbetjent og de havde sagt at de gerne ville skyde om kap med mig. Da de så at jeg skød grisen og hvordan kuglen sad mit i hjertet ville de ikke noget. Rævene havde vi til der blev vinter og meget koldt og mangel på mad til dem så jeg måtte aflive dem og sælge skindene.

Jeg arbejde meget efter skoletid hos naboerne fra jeg var elve år. Min bror og jeg havde aftalt at vi skulle skiftes til det men han havde altid så meget lektier. For og som han sagde at jeg aldrig har mine bøger oppe hjemme så det blev mit arbejde alene. Det var med blande oplevelser.

To steder hos Egner Jensen og hos Johan Jensen fik jeg bare at vide hvad der skulle laves og så var det op til mig. Et andet sted, hos Christian Hansen gik han i byen, tværs over markerne ned til nabo konen ved navn Krestiane og juster hende med lidt sex, for hendes mand Svend var kontrolassistent og ude at tage mælkeprøver. Når jeg havde arbejde længe i marken gav jeg mig til at hjælpe konen med at fode dyrene og malke inden jeg skulle hjem og spise selv.

Et andet sted hos Jens Jensen kom jeg for at hjælpe ham med at radrense roerne. Når vi skulle til kaffe der og sad og havde skænket kaffe op forsvandt han ovenpå for han kom i tanke om noget han ville male. Konen sad ved bordret hvor vi fik kaffe uden at kunne sige noget og når vi havde siddet der en timestid kørte hun sin vej. Jeg sad lidt længere og så tog jeg hjem for man kan ikke tage penge for ingen ting. En anden dag var vi ude at pløje og stødte på en sten, var den dag også ødelagt for nu gav han sig til at grave med skovl i op til flere dage for om der skulle have gemt sig noget under stenen.

Om aftenen kunne jeg gå i gang med markarbejde derhjemme. Der sagdes meget fra naboerne at vores marker kunne være grønne eller høstet og næste morgen kunne de være sorte.

Andre dage tog jeg hen til naboer og skoler for at skyde krager, skader, rotter og vilde katte. Så jeg var altid meget optaget.

På lejerskole fik jeg et problem en nat og det gjorde helvedes undt for jeg havde fået testikel for snoning så jeg lå hele natten og prøvet at få den snoning op igen. Det lykkes men fejlen var at jeg var blevet opereret for brok og man havde ikke syet lysken ordentlig.

Da jeg var tolv år kom et firma som hed Hatting som kom med varer til shoppen til campingpladsen.

Deres sælger kom en aften inden mor og far havde lukket shoppen så min søster skulle lave kaffe til dem alle og jeg sad ude i køkkenet. Pludseligt gik han til angreb på min søster og ville voldtage hende. Det kom han til at fortryde for jeg var meget stærk og sprang op af stolen og langede han en knyt næve der skulle have ramt ham i maven. Han nåede at få en hånd for sig med det resultat at hans vielsesring blev banket så flad at far måtte klippe den af da de kom op og jeg havde brækket min hånd. Jeg måtte have den i gips samme aften. han kom vist ikke mere og hvis jeg husker rigtigt så blev han også skilt. Min gips holdt kun til næste morgen for jeg skulle muge ud hos 500 grise så det gik ikke med gips og det har jeg også men af selv i dag.

Efter ordre fra min mor og far måtte jeg skyde min og min brors hund og begrave dem ude i haven for mor og far ville have en schæferhund. Jeg stødte på dem igen da jeg måtte grave sokkel til vores nye cafeteria som skulle bygges et års tid efter så jeg måtte flytte dem, det var ikke sjovt.

Fra og med ottende til tiende klasse var et helvede i skolen for klassen blev delt fem gange. Hvorfor ved jeg ikke klart for lærer jeg har talt med senere har været flove over det og vil ikke tale om det. De kalder det en fiasko, men at gå med sådant en flok aber var ikke nemt. Jeg har i hvert fald skole rekord i at knække tavlepinde. For lære noget var ikke nemt. Vi havde en lærer som de kaldte Stella men hun hed Hanne Enevoldsen senere Bjerregård og var vores engelsk lærer. Hun måtte side på tegnestifter og meget mere. Jeg sagde flere gange til hende at hun skulle sætte sig på min plads for så satte jeg mig på hendes med tegnstifter og det der var være for jeg sad ikke så længe af gangen. Da jeg hele tiden måtte rundt i klassen med tavlepinden. Der blev også klaget fra klasserne omkring os. Hun var den som modtog Maria i skolen da vi flyttede fra Aalborg til Løkken. Da Maria hed Ledet til efternavn spurte hun om det var min datter for så glædede de sig rigtigt meget at have hende for som de sagde var jeg så sød i skolen.

Nå, men tilbage til den gang havde vi Christian Thomsen som jeg før har omtalt til klasselærer. Han ville undervise os i seksualundervisning. Det tog tre år for han kunne ikke blive færdig, for det var i dansk og orienterings timerne. Han kom med sin kones pasar og meget andet. Der var en elev i klassen der hed Ewald som spurgte om vi ikke kunne få det demonstreret. Han havde kun en søn for hans kone var skønhedsekspert og derfor. Jeg må nok sige at jeg kunne ikke få øje på nogen skønhed ved hende. Det endte med at de ti piger der var i klassen blev fem af dem gravide. Det var bare for meget. Vores lærer var gammel sømand og havde travlt med at fortælle at når de skulle i havn hjemme havde de været i havnen før og været ved læge og blive behandlet for alle slags kønssygdomme.

Medens vi er ved lærer Christian Thomsen kan jeg sige at mange år efter var min far til et repræsentantskabsmøde hvor Thomsen også var tilstede. Han spurgte min far om ikke han var Jenses far hvad min far svarede ja til. Han sagde at man skulle tage mig med respekt for gjorde man noget fejl så blev man straffet.

Da jeg var fjorten år gik jeg i hjemmeværnet, det var ok. En søndag vi lå og skød oppe i Lyngby, ud over havet, kunne jeg se der var noget bag min skive som bevægede sig, så jeg skød ikke på ordren at der skal skydes, så jeg fik et møgfald for ikke at skyde. Det var ikke mit problem når jeg skulle skyde så skulle jeg det men til sidst fik de kolde føder for der var noget bag min skive og pludseligt kom en tysker frem som havde taget turen op af de stejle klitter. For en tysker er skud som en magnet så havde jeg skudt så havde vi haft en død tysker.

Da jeg havde været der i to år måtte min Kompagni Chef til at ændre sådant at jeg fik andet navn og cpr. nr. for man måtte ikke være i hjemmeværnet før man var fyldt atten år.

En dag blev min bror gal over at vi altid var låset inde om natten og sagde at nu var det nok. Jeg svarede ham med jamen hvorfor er vi låst inde? Han sagde, ved du ikke det og jeg måtte sige at det ved jeg ikke. Han sagde at det var min skyld for vi havde en ung pige i pleje som hed Margit og hun plagede altid min mor om at hun ville have mig og det var derfor.

Nu vi er ved Margit er hun et levn efter Peter Belli og hans liga. Mange unge piger bedroges med narko og brugte dem til sex og prostitution bagefter. Derfor blev hun fjernet fra hjemmet og kom i pleje hos os.

Min søster mødte Søren, som senere blev min svoger. I en alder på 16 år blev hun gravid med ham og det gik ikke. Man kunne ikke få abort den gang så lægen måtte gøre mange ting for at det lod sig gøre. Der gik kun 1,5 år så var det galt igen og da blev Søren sendt hjem til sine forældre for at de skulle komme til kaffe så vi kunne snakke om at de var nød til at gifte sig.

Det kunne de ikke sige meget til for de var selv blevet gift da de ventede Søren.

Ægteskabet mellem Thilde og Søren blev aldrig noget lykkeligt. Søren er meget sød men voksen det bliver han nu aldrig. Da min søster fødte sin søn Per tre måneder for tidlig og som levede i 27 timer sagde Sørens mor til min søster at gudskelov for det var det bedste som kunne ske. Sådant noget gør man ikke, så der blev aldrig noget forhold mellem dem.

Der skulle også gå mange år mellem Per, Rosa Lis og Camilla blev født for Søren var enebarn og det skulle hans børn også være.

Søren gik også at bagtale familien men det tog vi nu i en stiv arm for han dummede sig altid. Søren fik også et øgenavn (manden som aldrig bliver voksen) på egnen. Det var før og efter min søsters død.

Min søster sagde også mange gange at hun aldrig ville have en søn for hvis han skulle risikere at få den barndom og opvækst som jeg har fået. Hun sagde også at hvis min mor døde først (før min far) så kom hun ikke hjem længere.

Min søster var sød og meget dygtig og havde fortjent et meget bedre og længere liv end det hun fik. Jeg tænker på hende og min bror hver dag.

Da jeg gik i tiende klasse måtte jeg stoppe min skolegang for jeg fik en læreplads hos Volvo. Den gang var det meget svært at få læreplads. Jeg skulle starte som cykelbud først.

Den sidste uge i skolen spillede vi fodbold som altid i frikvartererne. Men i middags frikvarteret gik det galt for jeg i mine bløde sko fik et ordentlig spark. Ham der sparkede og jeg faldt ned på jorden og han blev liggende der: Jeg kom op og fik lavet mål men havde det ikke godt de næste frikvarterer så jeg blev inde i klasseværelset. Til sidst jeg skulle hjem hjalp mine venner mig med at komme op på knallerten. Jeg måtte regulere fart for at kunne krydse vejen hvor det var nødvendigt og i gården der hjemme kørte jeg rundt nogle gange for at finde ud af hvordan jeg faldt af knallerten mest skånsomt. Da jeg kom ind sagde min mor at benet var meget hævet så jeg skulle have det i varmt vand for alle troede at benet var forstuvet. Om aften måtte jeg på sygehuset og i røntgen og da fik jeg skæld ud for jeg var nød til at have benet bundet op for at få hævning til at forsvinde så de kunne få det i gips, for benstumperne havde stødt for meget på hinanden.

Jeg skulle begynde på mit job og kunne ikke have gips på for jeg ville ikke risikere at blive fyret. Jeg skar gipsen op i begge side og tog det af om dagen og satte det på om aften. Det gik fint til jeg fik en aften testikel for snoning igen og måtte på sygehuset og opereres for det og få lysken syret rigtigt sammen. Sikkende et helvede der blev for de ville ikke tro på jeg var den jeg var for i deres papir stod der at jeg havde gips på og det havde jeg ikke men alt gik i orden til sidst heldigvis.

Jeg har tit sagt mig selv hvorfor sker der altid noget, for det gjorde det.

I min læretid hos Volvo gik godt. Jeg gjorte mig meget bemærket der for det var på lageret jeg skulle uddannes men det blev lige så meget på værkstedet og i middags pauserne brugte jeg meget tid til at undervise mekanikkerne. Når det gik helt vildt til kom værkføreren og sagde om jeg ikke kunne arbejde på værkstedet for det kørte ikke rigtigt for tiden, og det gjorte jeg så. Den gang tog det en dag at skifte en motor på en bil. Jeg havde en Volvo PV 544

med reg. nr. PH 34199 som den forrige ejer havde kørt tør for olie og jeg skulle have en ny ombytnings motor på en aften efter arbejde. Vi var et lille team paring; fem personer (en udlært, to lærlinge og to arbejdes drenge) og det gik veldigt godt, for 2,5 time så var vi færdige og kunne køre hjem. Det havde man aldrig oplevet før. Nogen tid efter når bilen blev kørt varm gik den ikke så godt så jeg bestilte tid på værkstedet på garanti for at få det lavet. Det gav mange problemer for jeg havde købt motoren med fuld garanti men det ville firmaet ikke være med til for vi havde gjort det så hurtigt. Jeg måtte ringe til Århus hvor motoren var købt originalt og fik bekræftet at der var fuld garanti så de måtte bare gå i gang. De kunne ikke finde nogen fejl så jeg kørte et stykke tid til inden de måtte se på den igen og nu var jeg selv med til det for som jeg sagde det er når den bliver varm at problemet opstod. Vi tog manifolden af og kikkede meget nøje på den og pakningerne men der var ikke meget at se. Vi tog lidt benzin og hældte på pakningerne og lod tørre så kom det frem at der blev nogle hvide streger. V kunne se at den nye manifol havde nogle revner så derfor problemerne. Jeg ringte til firmaet i Århus og sagde til dem hvad problemet var og vi aftalte at jeg satte ny manifol på su karburator og andet grenrør til udstødning og traktor lydpotte på med varme skjold og ophæng og udstødningsrør ført ud foran venstre baghjul så der var ingen forudredning for gående og cykelister. Det gav mindre støj og bilen 20 til 25 hk mere. Jeg blev en gang stoppet af en færdselsbetjent på motorcykel som ville se udstødningen og ville have bilen til syn. Jeg sagde at det var ok så kunne jeg få en påtegning og godkendelse men han fortrød og kørte bare sin vej for der var ikke noget at komme efter.

Jeg lavede mange ting medens jeg var i lære. Bland andet komplet special værktøj til Volvo som værkføreren sagde til mig om de måtte låne når de havde meget travlt og skulle bruge flere dele adgangen. Jeg tog også alle defekte kip relæer med hjem og lavede så de kunne holde. Volvo i Gøteborg fik en gang 3000 stk. relæer af mig for de kunne ikke sælge biler for Helle fabrikken i Tyskland havde stoppet med at levere for de opdagede også problemet. Per Gyldenhammer blev glad medens alle andre var sure og gale over at der kom en ung dansk lærling og lærte dem hvordan det skulle gøres. Det var nok mest den svenske jantelovs skyld.

Jeg tog stempler med hjem og lavede af dem askebæger til cafeteriet, værelser og hytter hos min smed i Løkken hvor jeg havde fået fri adgang til drejebænk og alt værktøj. Der var også nogle gange at jeg lavede noget for dem som så var klar til næste morgen.

Jeg havde også en kammerat der var mekaniker hos sin far et anden sted i Hjørring og var samtidigt våbensmed så det fik jeg også lært.

Vi havde en dreng i pleje en sommer som hed Kaj og han havde en lille bror på 14 år og som hed Arne. Han ville gerne være hos os når sommeren var forbi og frem efter. Det gik godt i to år uden problemer. Han var ikke ærlig og det fik vi at mærke. Han stjal alt mit værktøj og ikke mindst mit specialværktøj til Volvo og også min fars værktøj.

En aften blev jeg gal for jeg havde lagt noget værktøj frem om morgen inden jeg tog på arbejde for at skulle bruge om aftenen. Jeg måtte banke på hans dør og gik ind til ham og sagde, så er der ransagning. Jeg fandt det ikke så jeg måtte sige til ham hvor han havde gemt det og han svarede at han havde solgt det som alt andet. Jeg opdagede samtidigt at han havde over 100 af skolens biblioteksbøger liggende. Jeg gik ind til mor og far og fortalte dem det og far ringede til skoleinspektøren og sagde at min bror og jeg kom ned til ham med bøgerne. Da vi kom der ned sagde han at han havde ringet til læren Gunnar Olufsen som var ansvarlig for biblioteket. Han havde sagt at han manglede kun fire bøger. Vi læssede bøgerne af ved skoleinspektøren for så kunne Olufsen selv bære dem over på biblioteket for så havde han også en chance for at lære at tælle.

Han kom i lære efter skoletid som murer i Løkken hos Torkil Andersen. Det gik ikke så godt for han stjal alt værktøjet og da han skulle til svendeprøve havde han ikke en gang en murerske for dem havde han også stjålet og solgt. Der hjemme brød han ind på cafeteriet mange gange og stjal tobak, sprit og penge så vi måtte sige farvel til ham efter knap fire år i pleje. Mor havde sparet mange penge op til ham da han forlod os. Vi har senere hørt at han købte en bil for pengene og den kørte han galt i og den blev totalt skadet.

Den sidste sommer han var hos os skulle han passe og fodre grisene for der var kun 10 til15 grise igen. Det gik helt galt for han fodre dem ikke i hvert fald forfra. Han havde altid en halmballe til at stå bag søerne som stod i so båsene hvor der kun var plads til at de kunne stå op eller ligge på maven. Der stod han bag dem og havde sex med dem.

Vi måtte skyndsom sende dem til slagtning for ikke komme galt af sted for misrøgt.

Jeg har efter mange år, hvor jeg boede i Aalborg, mødt folk fra Sejlflod kommune som kendte familien. Hvad hans mor og far hed kan jeg ikke huske for de blev altid kaldt Adam og Eva. De havde mange børn og at lære deres børn noget eller opdrage dem var ikke noget for dem. Det var hurtigere at lave nogle nye. De havde også nogle som var handikappet i rullestol og uden rullestol, det var de eneste som de ville beholde for det var der penge i og det var det eneste de levede af uden at ryge og drikke. Alle andre blev tvangsfjernet.

Der var en sommer. Min moster Betty og hendes yngste datter Liselotte og Karin, en veninde til Liselotte, skulle komme og være hos os den sommer for Bettys mand var lige død. Jeg skulle hente dem i Hjørring for de kom med tog søndag morgen og jeg havde været i byen lørdag aften med nogle kammerater. Det gik godt til vi gik foran hotel Klitbakken i Løkken hvor jeg blev slået ned bagfra af Ellemann fra Vittrup, som havde gået i min søsters klasse. Hans undskyldning var åbenbart at han havde været i konflikt med mine kammerater og de havde truet ham med mig. Jeg blev bevidstløs og måtte hen og ligge hos den ene kammerat til jeg skulle hente dem ved tåget i Hjørring godt fortumlet i hoved.

Det gik godt en fire uger men en aften jeg og en kammerat kom hjem fandt vi Karin liggende ud mellem træerne og sprællede og halv bevidstløs. Jeg gik ind og spurgte mor og far om hvad der skulle ske med hende. De sagde at de havde ringet til lægen men han ville ikke se hende. Sikke en idiot han var. Hun fik det kun være så jeg sagde at de skulle ringe til sygehusset i Hjørring og sige at vi var på vej dertil ganske akut. Min kammerat og jeg fik hende læsset ind i PV 544 og så gik det til Hjørring med fuld udrygning med hastighed op til 180 km/t. Selv i de små byerne kom vi hurtigt til sygehusset hvor lægerne stod klar til at tage over og det skulle gå stærkt de måtte udpumpe hende og skifte hendes blod for at kunne rede hendes liv. Medens de gjorde det fik jeg ringet til politiet fra sygehusset for at meddele dem om min kørsel og at de kunne ringe til sygehusset hvis de ville have bekræftelse på

nødvendigheden af min kørsel. Min kammerat Børge Leif Bech og jeg tog hjem efter nogle timer fra sygehusset, for hende havde de under behandling. Det meste af natten, da vi kom hjem, havde lægen fået kolde føder og far sagde til ham at han kunne takke mig for han ikke havde en død pige her. Næste dag var jeg på arbejde og tog bagefter til sygehusset for at se hvordan det gik og talte med Karin. Hun fortalte mig at lægerne havde sagt til hende at hun kunne takke mig for at hun levede for det havde været spørgsmål om sekunder i tid mellem liv og død. Hun og min kusine Liselotte havde været på stranden hele dagen og der havde de mødt et par unger tyske mænd de havde drukket meget med. Karin havde fået af sin læge i København nogle meget stærke piller for menstruationssmerterne som hun led af når hun tog dem var alt alkohol giftigt.

Jeg var en gang kørt til bal i Vester Hjermitslev hvor nogle af mine kammerater var med. Min kammerat Børge Leif Bech ville på et tidspunkt låne nøglerne til bilen, han havde lovet at han ikke kørte nogen steder men da vi skulle hjem var bilen skadet i hele fronten. Jeg spurte ham igen om han havde kørt i den, hvad han sagde nej til. Jeg anmeldte det søndag til politiet og var hos politiet mandag middag, for jeg kendte dem så godt for jeg gik på jagt med de fleste af dem. Politiet kunne da fortælle mig at bilen var blevet kørt med for resterne af mine lygter lå ved en lygtepæl som var på kørt. Jeg sagde til dem at de ikke skulle gøre mere for så vidste jeg hvem som havde kørt bilen. Jeg konfrontere Børge med hvad de havde sagt men han nægtede stadigt, så der røg det venskab.

Medens jeg var i lære havde jeg mange biler med på arbejdet når der skulle gøres service på dem fra folk på egnen. Jeg havde også min skoleinspektørs bil med, selv om der var en lærer hvis mand som arbejde på værkstedet og boede lige ved siden af. Når det skete fik han altid min bil at køre i til jeg kom med hans bil tilbage. Dette har han aldrig glemt for i 2019 har han sagt til min bror at han skylte mig en del penge for det. Min broder sagde til ham at det skulle han bare glemme for sådant var jeg ikke. Min PV 544 havde jeg monteret amerikaner kofanger på så den var dobbelt så robust. Det redede min brors liv en dag han lånte den til at køre til gymnasiet for jeg havde ferie. Han kørte stærkt og der var meget glat islag på vejen så han slog nogle kolbøtter med den og den så den røg 4 meter op i luften. Den knække træer men han slap uden skrammer men bilen blev totalskadet.

Jeg købte en ny Volvo Amazon 123 GT reg. nr. CK 37204 som blev min bil i mange år.

Jeg forbedre meget på den så den gik af 115 hk til 140 hk.

Kjeld Pedersen (Smidstrup Auto) sagde til en ven, for et par år siden, at han og jeg var de dygtigste lærlinge Volvo nogen sinde havde haft.

Min bror har tit sagt at vores mor og far ikke har fået vi tre børn af kærlighed men for at arbejde.

Da jeg var tyve år gammel var der en nat jeg havde sovet hos en arbejdskammerat og da jeg kom hjem tidligt om morgen og skulle muge ud hos alle 500 grise kunne jeg godt mærke at min far var gal over et eller andet. Medens jeg mugede ud hos grisene, foder far grisene, men pludseligt kom en stor spand kold vand hen over mig bagfra så jeg sprang ud til ham og spurte om hvad han mente med det. Jeg fik ingen svar så jeg greb ham og kastede ham ind til grisene så han kunne ligge der og rode efter sine briller. Han råbte og skreg så højt at mor kom springende der ud og at han ville melde mig til politiet. Jeg sagde at det skulle han bare gøre for jeg var sikker på at politiet ville også synes at det så sjovt ud.

Efter Volvo kom jeg til GKM A/S (Grov, Klejn og Maskinbygernes firma). At arbejde der var meget hyggeligt men også hårdt arbejde og en dag jeg skulle skynde mig ud til en kunde tog jeg de store kasser med varer og løfte op på ladet af vores varebil, den så helt skæv ud. Da kom mine chefer ud fra kaffe hvor de havde siddet og set på jeg læssede varebilen. Jeg skulle gå til kaffe først for de skulle bruge varebilen over bagved. Nogle dage senere blev jeg klar over hvad der gjorde at de fik så travlt, for min chef boede der ved siden af og hans drenge kom til mig og spurgte om hvor stærk en bjørn var. Jeg sagde hvorfor de spurgte om det og de sagde det var for deres far sagde at jeg var stærk som en bjørn.

En morgen jeg var taget hjem fra Aalborg på jagt og ville nyde naturen og stod nede i skoven og kikkede på alt hvad der skete. Jeg så to hunde som jagede i nabolaget og jeg fulgte med i hvad der skete for vi havde en tid hvor vi havde store problemer med hunde som skambed og dræbte vores vildt. Jeg tog god tid med at iagttage dem og de drev virkeligt med vildtet og pludseligt var de inde på vores jagt areal. Jeg vidste godt at vi havde en rå som havde lam nede i engen og den fik de fært af. Hundene tog lammene og dræbte dem medens råen gjorte alt for at forsvare sine lam så de fik også fat i hende og trak hende ind på naboens areal med alle tarme og mave hængende ud efter sig. Jeg måtte skynde mig at skyde hende og nu fik hundene travlt med at flygte til Lyngby men jeg skød et skud lige over ryggen på den ene hund så hårene faldt af, så der blev en synligt streg over ryggen på den. Jeg skyndte mig hen til bilen og kørte til Lyngby hvor jeg havde set de forsvandt hen og jeg måtte spørge mig om til flere folk jeg mødte men igen ville sige noget, så jeg måtte til at gå fra ejendom til ejendom for at finde hundene og pludseligt fik jeg fat i hvor den ene boede. Jeg konfronteret ejeren at han havde to muligheder, et at jeg tog hunden med mig og aflivede eller to, at jeg stævnede dem med erstatningskrav. Jeg fik hunden med i bilen og tog hen til den anden hund og talte med ejeren der også sagde hvad der var sket. Jeg gav ham samme mulighed og da jeg så hunden kunne jeg også vise ham hvor jeg havde skudt håret af hunden så der var ingen tvivl. Han tøvede lidt mere for han sagde at hans søn var politimand hos Hjørring politi men det kunne ikke ændre sagen for erstatningskrav så jeg fik til sidst hunden med. Da jeg kørte derfra hørte jeg godt at konen kom ud og sagde til manden hvad jeg skulle med deres hund. Jeg skyndte mig hjem og skød hundene og tog deres maver ud i hver sin plastik pose. Der efter begravede jeg hundene og skyndte mig til Aalborg, for ikke blive stoppet af politiet, og hen til min dyrlæge ude i Aalborg som jeg kendte så godt og bad ham om at analysere maverne for rådyr hår og kød og at jeg gerne ville have en attest der på som jeg betalte for.

Jeg ville ikke have dyrlægerne i Løkken til at gøre det for jeg ville ikke have Hjørring politi til at manipulere sagen så der skete ikke mere der.

Hvis man spørger om jeg har mødt Vladimir Putin så er svaret ja og talt med ham for vi havde en fest på Ledetgaard Camping og Motels Restaterie for Thorkild Simonsen som blev borgmester i Aarhus i 15 år. Han ville nemlig holde festen hos os for han var gammel Rubjerg dreng og der boede hans mor og familie.