"Bedstefars giftermålshistorie" :

Bedstefar blev 90 år og boede hjemme i den gamle

slægtsgård. Når han sad i kakkelovnskrogen, og vi

drenge flokkedes om ham, så fortalte han, og en del af

det, A kan huske om henfarne tider, det skyldes, A

havde en fortællende bedstefar. Når vi så sad der og

holdt mørkning, så sa' vi drenge til bedstefar:

- >>Hwådan bløw I jywt, bæstefåår?<<.

- >>Ja, hwådan A bløw jywt, A bløw sgu da jywt

lissom ajr fålk<<. Og så fortalte bedstefar sin giftermåls-

historie for os.

Bedstefar var født 1819 og aftjente hans værnepligt

i den værnepligtige alder. Da så 3-årskrigen 48, 49 og

50 brød ud, da var bedstefar ræd for, at han skulle

komme med i krigen. Bedstefar var ikke begejstret for

den tanke, at han skulle komme med i krigen, og han

sa' så til hans far, at han var ked af at komme i krigen.

- >>Ja, ja, Las Kræn<<, sa' hans far, >>det kan do da

åsse blyww fritj får, for A ka da tjyb i går te dæ.<<

- >>Ja, ja<<, sa' bedstefar, >>det er gåt nok, mæn så ska

A jo jywtes<<. For det at ha en gård uden at være gift,

det duede jo ikke.

Nå, sAring; havde bedstefar jo valget mellem giftemålet

og krigen. De militære love var sådan, at når en mand

havde en ejendom af en vis størrelse, så kunne han blive

fritaget for krigstjeneste. Så havde bedstefar altså val-

get mellem giftermålet og krigen, og han talte på knap-

perne, og af to onder vælger man som bekendt det

mindste. En dag sa' bedstefar så til sig selv:

- >>Ja, de er nu gåt nåk, A må illywal hæller jywt

mæ. De må da entj wær så fårle som å kom i krig, mæn

de blywwer da gåt nåk mir långwåri.<<

Da han så havde taget den beslutning, at han ville

giftes, så red han og hans far rundt i landsdelen. Der

var jo ikke noget, der hed cykler dengang, og biler var

der slet ikke tale om. Så de red rundt og så på piger, og

det var jo rygtedes vidt og bredt, at Las Kræn nu skulle

til at giftes, så der kom mange tilbud.

Og så sa' vi til bedstefar:

- >>Hae I da entj en kjærrest?<<

- Jow, jow, niswis, west hae A da en kjærrest.<<

- >>Jamæn, hwaffor jywt I jer så entj mæ hejer?<<

- >>Jywt mæ mæ hejer, do tweegi. De wa sgu da entj

jæn å jywt sæ mæ, for hon hae da entj nue.<<

Men Marianne, has ungdomskærlighed, hun var vel

så klar over, at det ikke kunne nytte, at hun gik og ven-

tede på Las Kræn, for hun var ikke andet end en fattig

pige, og han var jo en gårdmandssøn, ret velstående, så

det var der ikke tale om. Marianne havde giftet si, og

hendes mand Andreas var i krigen, men da rygtet gik,

at bedstefar skulle til at giftes, så skikkede Marianne

bud til bedstefar:

- >>Ji dæ no stååi, Las Kræn, for de ku da hæj, at

Andreas ku blyww skåj i krigen.<<

Bedstefar turde ikke løbe den risiko, og Andreas kom

også tilbage fra krigen og blev forøvrigt vor sogne-

foged.

De red så omkring og så på piger, både her og der,

og en middag sa' så min oldefar, altså bedstefars far:

- >>Hør Las Kræn, i ættermæjje så rijer wi te Ing-

strup og sijer på jæn dæråep.<<

- >>Nå<<, sa' bedstefar, >>mæn så wel A ha Ajs mæ.<<

- >>Nå, hwaffår wel do så de?<<

- >>Ja, haj er da mej bror<<, sa' bedstefar.

Nå, de kom så op til Ingstrup, og de kom op til gården.

Da der kom en gammel mand ridende sammen med to

granvoksne karle, så var pigens forældre klar over, at

det var friere til datteren, og de skulle jo da inviteres

med ind, og de skulle have hestene sat ind, men bedste-

far sa':

- >>Nej, læ wos bej dæm we ringi ue we muwren.<<

De kom- ind, og de snakkede om vejr og vind, som

bønder jo gør, når de kommer sammen, men så for-

svandt de gamle ind i sengekammeret. Der blev alle

vigtige bestemmelser taget i hver bondegård. Det var

der, slægter blev født, og det var der, sløgter døde, og

det var der, alle vigtige bestemmelser blev taget.

Så forsvandt de gamle derind og skulle snakke om

medgiftens størrelse, og det var et vigtigt spørgsmaring;l.

Om de unge holdt af hverandre, det var da uvæsentligt.

Nå, mens de gamle var inde og snakkede om medgif-

tens størrelse, så skulle de unge være inde i dagligstuen

og sidde og gantes noget med pigen, men så så bedstefar

ud af vinduet og sa' til Ajs:

- >>Hør Ajs, A trowwer sgu dækkent er fløwwen å

dæj bruwn. Wel do entj mæ uk å leg epå heer?<<

Nå, der var jo ingen dækken fløjet af, men bedstefar

tøt, han ville snakke med Ajs derude i gården. Da de

kom ud, sa' Ajs til bedstefar:

- >>Nå hwa tøkkes do så, Las Kræn?<<

Da sa' bedstefar de lakoniske ord:

- >>Ja, heer wel A fanden bræk mæ hwerken ej heller

ha! - Såwel A illywal heller ha heer fra Jelstrup.<<

Det var en, de havde set på førhen.

De unge gik så ind igen, og de gamle kom ud fra

sengekammeret. De var i godt humør allesammen. Bed-

stefars far havde klemt dem af med nogle flere hun-

drede rigsdaler, end han havde været bestemt på, at de

ville have givet i medgift, og pigens forældre de var

sluppet hende nogle hundrede rigsdaler billigere, end

de var bestemt på, så de var i et voldeligt humør.

- >>Nå<<, sa' de dengang de kom ud, >>nå, no er wi

eenig. Hwa seer I så?<<

- Ja, det er nu entj noe, mæ ska hjaws mæ<<, sa'

bedstefar. >>No wel wi hjæm å soew poe, å så ka A rij

søjier hær ino i gång å sæj beskin<<.

Og de rejste så, men da de red ud af byen, så sa'

bedstefars far:

- >>We do hwa, Las Kræn, no wel A entj rij hær å

wær dej nar længer. No ka do få low å spring soldat.<<

Da de kom hjem, så tænkte bedstefar frem og til-

bage, og han trak tiden ud til jul, for det kunne jo ske,

at krigen fik ende.

Det var der nu ingen udsigt til, og en dag i julen

sadlede bedstefar den brunu, og så red han til Jelstrup

og så på Maren en gang mere.

>>Mæn dæj gång, A kam hæn te Soren Hansen, da

wa de i tjærk ålsammen, mæn A sat dæj bruwn ej i

stallen, å A hång min kaep ej i gångi, å så jik A hæn

te Wolle Præjstgårs, og dær bløw A seji, te klåkken

hon wa ølle, å så tintj A mæ, at no wa de i sæng ål-

sammen hæn ve Soren Hansens, mæn om forladels; da

A kom tebag, da sae Maren sgu åep å wentje på mæ.

A sku jo ej i gångi å ha min kaep, å dær wa entj tål

om, A mat bær jywlen uk, å A sku mæ ej å ha øl å små-

kager, å A sat te klåkken huj jek te hael tøl, å A ha

låntj hjæm, mæn så sa' Maren:

- >>Jamen we do hwa, Las Kræn, do hår glæmt det

æring<<.

- >>Ja, ski mæ de<<, sa' A, >>A ka sgu kom i naen gång

å sæj de.<<

- >>Å, så wa A sgu smokken<<, sluttede bedstefar. Det

betyder altså: bordet fanger.

Og så sa' vi børn, når bedstefar havde fortalt sin gif-

termålshistorie:

- >>Jamæn, bæstefåår, hår I entj fortrøt e?<<

- >>Fortrøt e, de ku sgu da entj nøt noe.<<

Ja, det var nu min bedstefars giftermålshistorie. Så-

dan gik det til dengang. De to unge mennesker, de var

jo klar over, at det her var et rent og skært fornufts-

parti, og de havde så megen sund fornuft, at de gik ind

til ægteskabet med den tanke: nu må vi se at få det

bedst mulige ud af det, og for os at se, levede de så

godt sammen, som nogen mennesker kunne leve.